BML § 59
- Lovtekst
- Artikler
§ 59. Den, som anlægger sag om hel eller delvis ugyldigkendelse af en brugsmodelregistrering eller om overførelse af registreringen, skal meddele dette til Patent- og Varemærkestyrelsen til indførelse i brugsmodelregisteret samt i anbefalet brev give meddelelse om sagsanlægget til enhver licenshaver, der er indført i brugsmodelregisteret med adresse. En licenshaver, der vil anlægge sag om indgreb i brugsmodelretten, skal på tilsvarende måde give meddelelse herom til brugsmodelhaveren.
Stk. 2. Dokumenterer sagsøgeren ikke i stævningen, at anmeldelse og meddelelser, som er angivet i stk. 1, har fundet sted, kan retten fastsætte en frist til opfyldelse af betingelserne. Overskrides den fastsatte frist, afvises sagen.
Stk. 3. I sager om brugsmodelindgreb anlagt af brugsmodelhaveren skal sagsøgte give meddelelse efter reglerne i stk. 1 til patentmyndigheden og registrerede licenshavere, såfremt sagsøgte vil nedlægge påstand om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig. Bestemmelsen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, således at påstanden om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig, afvises, hvis den fastsatte frist overskrides.
Stk. 4. I sager om brugsmodelindgreb anlagt af en licenshaver kan sagsøgte tilstævne brugsmodelhaveren uden hensyn til dennes værneting og over for denne nedlægge påstand om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 34 finder tilsvarende anvendelse.