BML § 68

 

§ 68. Når en begæring om genoprettelse i henhold til §§ 66 eller 67 er imødekommet, og en brugsmodelansøgning som følge deraf skal optages til fortsat behandling, eller en bortfaldet brugsmodelregistrering skal anses for opretholdt, skal der udfærdiges bekendtgørelse herom.

Stk. 2. Den, som efter, at den fastsatte frist for genoptagelse af en henlagt ansøgning er udløbet, eller efter, at ansøgningen er afslået, eller efter, at brugsmodelregistreringens bortfald er bekendtgjort, men inden bekendtgørelse i henhold til stk. 1 er udfærdiget, i god tro har påbegyndt erhvervsmæssig udnyttelse af frembringelsen her i landet eller har truffet væsentlige foranstaltninger hertil, kan fortsætte udnyttelsen med bibeholdelse af dennes almindelige karakter.

Stk. 3. Den i stk. 2 omhandlede ret kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori den er opstået, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

Opdateret: 25. april 2017