Fornøden omhu

I forbindelse med en begæring om genoprettelse skal det dokumenteres, at ansøger/indehaver eller dennes fuldmægtig har udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves af denne. Der er tale om en konkret vurdering af de nærmere omstændigheder i hver enkelt sag.

En rettighed vil typisk kunne genoprettes, hvis fristoverskridelsen skyldes helt ekstraordinære omstændigheder såsom akut sygdom/død, brand, naturkatastrofer m.v.

En rettighed vil herudover sædvanligvis kunne genoprettes, hvis det kan dokumenteres, at der er tale om en enkeltstående fejl i et ellers velfungerende administrativt system. Dokumentationen består typisk i en beskrivelse af de sædvanlige procedurer samt hvilke personer, der håndterede sagen og disses uddannelse, erfaring og instruering m.v..

Generelt kan siges, at jo flere brugsmodelsager et firma/fuldmægtig håndterer, jo større krav stilles der til det administrative system, herunder at der i systemet er indbygget tilstrækkelige kontrolforanstaltninger.

Typisk vil der ikke kunne genoprettes, hvis overskridelsen af fristen skyldes manglende kendskab til love og regler. Dette gælder også, selvom ansøger/indehaver ikke er repræsenteret af en fuldmægtig.

Endvidere vil der som udgangspunkt ikke kunne genoprettes, hvis ansøger/indehaver er afhængig af Patent- og Varemærkestyrelsens opkrævninger af eksempelvis fornyelsessgebyrer for at kunne overholde fristen. Der kan henvises til BML § 39, stk. 4, hvor det fremgår, at: " Patent- og Varemærkestyrelsen er ikke ansvarlig for rettighedstab som følge af manglende opkrævning.".

 



Opdateret: 20. marts 2013