BML § 24

§ 24. Frembringelsen registreres tidligst 15 måneder fra ansøgningens indleveringsdag eller, hvis der er anmodet om prioritet, fra prioritetsdagen, jf. § 11.

Stk. 2. På begæring af brugsmodelansøgeren kan publicering af ansøgningen eller registreringen af frembringelsen ske tidligere.

Stk. 3. Når 15 måneder er forløbet fra ansøgningsdagen eller, hvis der er begæret prioritet, fra prioritetsdagen, skal akterne, selv om frembringelsen ikke er registreret, holdes tilgængelige for enhver. Er der truffet beslutning om henlæggelse eller afslag, må akterne dog ikke holdes tilgængelige, medmindre ansøgeren begærer genoptagelse, påklager det meddelte afslag eller i henhold til §§ 66 eller 67 begærer genoprettelse af rettigheder.

Stk. 4. Når akterne bliver tilgængelige i henhold til stk. 2 eller 3, skal bekendtgørelse herom udfærdiges.

Stk. 5. Indeholder et dokument forretningshemmeligheder, som ikke angår en frembringelse, for hvilken der søges eller er registreret brugsmodel, kan patentmyndigheden, når særlige grunde foreligger, på begæring bestemme, at dokumentet helt eller delvis ikke skal være tilgængeligt. Er sådan begæring indgivet, må dokumentet ikke gøres tilgængeligt, før afgørelse er truffet eller i det tidsrum, hvori afgørelsen kan påklages. Klage har opsættende virkning.

Stk. 6. Er en prøve af biologisk materiale deponeret i henhold til § 15, stk. 1, har enhver ret til at få en prøve af materialet, når akterne bliver tilgængelige i henhold til stk. 3. Efter brugsmodelregistreringen kan udleveringen ske til enhver, der anmoder herom, uanset om brugsmodelregistreringen er ophørt eller er kendt ugyldig. Dette medfører dog ikke, at en prøve skal udleveres til nogen, som efter bestemmelser fastsat i eller i medfør af lov ikke må håndtere det deponerede materiale. En prøve skal heller ikke udleveres til nogen, hvis det på grund af materialets farlige egenskaber antages at være forbundet med åbenbar fare, at vedkommende er i besiddelse af prøven.

Stk. 7. Uanset stk. 6 kan ansøgeren begære, at udlevering af en prøve i tiden, indtil brugsmodellen er registreret, kun kan ske til en særlig sagkyndig. Hvis en ansøgning er blevet afslået eller tilbagetaget eller anses for tilbagetaget, kan ansøgeren begære, at en prøve af det deponerede materiale i 10 år fra brugsmodelansøgningens indlevering kun må udleveres til en særlig sagkyndig.

Stk. 8. Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om fremsættelse af begæring om udlevering, om fristen for fremsættelse af sådanne begæringer og om, hvem der kan benyttes som sagkyndig.

Stk. 9. Begæring om udlevering af prøven skal fremsættes over for patentmyndigheden og indeholde en erklæring om at iagttage de begrænsninger i brugen af prøven, som fremgår af de regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Såfremt prøven skal udleveres til en særligt sagkyndig, skal erklæringen i stedet afgives af denne.

Opdateret: 8. marts 2017