Fagmand

"Fagmanden" skal antages at være en almindelig praktiker, som har generel almenviden inden for teknikområdet på det relevante tidspunkt. Fagmanden skal forudsættes at have adgang til alt "kendt teknik", i særdeleshed de dokumenter, der er citeret i nyhedsundersøgelsensrapporten, og fagmanden har mulighed for at udføre rutinearbejde og almindelige eksperimenter.

Det tekniske område for fagmanden er fastlagt af det problem der skal løses på basis af den nærmest liggende, kendte teknik. Hvis det tekniske område for problemet henholdsvis løsningen er forskelligt, er fagmanden eksperten indenfor problemet - og ikke løsningen.

Fagmanden i relation til brugsmodeller er en person, der har et mere snævert kendskab til teknikområdet end en fagmand i relation til patenter. En brugsmodelfagsmand har således kendskab til frembringelsens teknikområde, han har normalt ikke kendskab til beslægtede teknikområder og han har ikke kendskab til fjerntliggende teknikområder. 



Opdateret: 19. juni 2013