Nærmeste kendte teknik

Første trin i PSA metoden er fastlæggelse af den nærmeste kendte teknik.

Den nærmeste kendte teknik er den kombination af træk, angivet i en enkelt reference, som udgør det mest oplagte udgangspunkt for en nærliggende udvikling, førende til frembringelsen. Ved udvælgelsen af den nærmeste kendte teknik er den første overvejelse, at den skal have et lignende formål eller en lignende funktion som frembringelsen eller i det mindste tilhøre det samme tekniske felt som den ansøgte frembringelse. I praksis er den nærmeste kendte teknik almindeligvis den, der relaterer til en lignende anvendelse og kræver et minimum af strukturelle og funktionelle modificeringer for at udgøre den ansøgte frembringelse.

Den nærmeste kendte teknik skal fastsættes på baggrund af fagmandens viden på dagen før den indleverings- eller prioritetsdato, der er gældende for den ansøgte frembringelse.

Ved identifikationen af den nærmest kendte teknik, skal der tages hensyn til, hvad ansøgeren selv angiver i sin beskrivelse som kendt, hvis nyhedsundersøgelsen ikke afslører kendt teknik. En sådan angivelse af kendt teknik bør antages at være korrekt, medmindre ansøgeren senere meddeler, at han har begået en fejl.

 



Opdateret: 19. juni 2013