Klarhed af krav rettet mod bioteknologiske frembringelser
- Artikel
- Relaterede paragraffer
Det skal tydeligt fremgå af brugsmodelkravene, at brugsmodelbeskyttelse ikke omfatter mennesker eller en del af mennesket.
Brugsmodelkrav må derfor generelt ikke rettes mod f.eks."celler", men kan rettes mod f.eks. "ikke-differentieret cellekultur", "cellelinie" eller "hybridomcelle".
Brugsmodelkrav må heller ikke rettes mod f.eks."gen", "humant gen" eller "humant genom", men kan rettes specifikt mod f.eks. "nucleotidsekvens", "DNA- eller RNA-sekvens", "vektor", "plasmid" eller "rekombinant DNA-sekvens".
Hvis der kan være tvivl om, hvorvidt en del af menneskets legeme er omfattet af brugsmodelbeskyttelsen, suppleres brugsmodelkravet altid med en disclaimer, der tydeligt undtager den naturlige form i legemet af gen eller celle fra beskyttelsesomfanget. Der kan f.eks. anvendes følgende formulering af disclaimeren: "Denne brugsmodel omfatter ikke genet/sekvensen som en del af det menneskelige legeme" eller "Denne brugsmodel omfatter ikke cellen/cellelinien, som en del af det menneskelige legeme".
Hvis der er tvivl om, hvorvidt et krav på et dyr også kan omfatte mennesker, skal kravet suppleres med en disclaimer. Der kan f.eks. anvendes følgende formulering: "Denne brugsmodel omfatter ikke mennesker".